(Engelsk) Forkortelse for “assigned female at birth”. Hunkøn ved fødsel. Også set brugt i dansk informationsmateriale. Bruges ofte for at undgå ordet “kvinde”. Se Tildelt køn
Ordbog om køn
A
AFAB
AMAB
(Engelsk) Forkortelse for “assigned male at birth”. Hankøn ved fødsel. Også set brugt i dansk informationsmateriale. Bruges ofte for at undgå ordet “mand”. Se Tildelt køn
Anti-gender
(Engelsk) Betegnelse, som forskere og LGBT+-organisationer bruger om en international bevægelse – ofte religiøst konservativ eller nationalistisk, bl.a. i Østeuropa, Italien og Latinamerika – der bekæmper det, den kalder “kønsideologi”, herunder seksualundervisning, kønsstudier, abort og LGBT+-rettigheder.
Betegnelsen bruges i stigende grad også om kønskritiske feminister, så kritik af kønsidentitetsideologien sættes i bås med modstand mod abort og homoseksuelles rettigheder. Mange kønskritiske feminister afviser den sammenkobling: de forsvarer kvinders rettigheder, herunder retten til abort, og en del af dem er selv lesbiske. Uenigheden med transbevægelsen handler om, hvorvidt biologisk køn eller kønsidentitet skal være afgørende i lovgivning og samfund. Se Gender Critical
Aseksuel
At man ikke føler seksuel tiltrækning til andre. Aseksualitet regnes i LGBT-miljøet som en valid seksuel orientering på linje med homo- og heteroseksualitet. Kritikere ser det som et eksempel på, hvordan regnbueparaplyen er blevet udvidet til at omfatte identiteter, der hverken handler om køn eller om, hvem man forelsker sig i.
Autogynefili
Begreb indført af sexologen Ray Blanchard i 1989 om en parafili (afvigende seksuel drift), hvor en mand bliver seksuelt ophidset ved forestillingen om sig selv som kvinde. Beskrevet i DSM-5 (amerikansk diagnose- og klassifikationsmanual for psykiske lidelser) som en undertype af transvestisk lidelse og som en mulig udviklingsvej til kønsdysfori.
Begrebet er omstridt og afvises af dele af forskningsmiljøet og af transmiljøet. Langtfra alle transidentificerende mænd er autogynefile, og parafili siger ikke i sig selv noget om, hvordan en person opfører sig.
B
Binding
(Engelsk) At en pige eller kvinde snører brystet fladt med stramt bind eller bruger kompressionstop for at fremstå mere maskulin. I en stor undersøgelse med ca. 1.800 deltagere rapporterede 97 pct. mindst én bivirkning, bl.a. smerter, åndenød samt problemer med ribben og rygsøjle.
Biologisk køn
Se Køn
Bundkirurgi
Transmiljøets betegnelse for operationer på nedre kønsdele. På engelsk Bottom Surgery.
For kvinder (transmænd):
Fjernelse af livmoder (hysterektomi) og evt. æggestokke. Fjernes æggestokkene, udløser det en overgangsalder. Enkelte ønsker også at få sig et penislignende organ konstrueret med hud fra fx underarm eller lår. Operationen, falloplastik, tilbydes kun i en begrænset udgave i Danmark grundet omfanget af komplikationer.
For mænd (transkvinder):
Typisk såkaldt vaginoplastik, hvilket indebærer bortoperation af testikler samt dannelse af et vaginaimiterende hulrum i bækkenbunden. Hulrummets vægge udgøres af penisvævet vendt indad på vrangen. Hvis penis er for kort til at give dybde nok, forlænges det med kropsvæv fra andre steder. Se Kirurgisk kønsskifte
C
Cass-rapporten
The Cass Review, udgivet 10. april 2024, er den hidtil mest omfattende gennemgang af forskning i kønsskiftebehandling af børn og unge. Arbejdet blev ledet af en højt respekteret børnelæge, Hilary Cass, på bestilling af det engelske sundhedsvæsen, og gennemgangen af forskningen skete i samarbejde med University of York.
Konklusionen var, at evidensgrundlaget for behandlingen er bemærkelsesværdigt svagt: Af 103 tjekkede studier blev kun to vurderet som høj kvalitet, 58 studier var af moderat kvalitet og 43 af lav. Rapporten anbefaler grundig, helhedsorienteret udredning, psykologisk støtte som førstevalg og stor tilbageholdenhed med hormonbehandling.
Ifølge Cass-rapporten er der ikke tilstrækkelig videnskabelig evidens for, at behandlingen af børn og unge gør mere gavn end skade.
Læs mere: The Cass Review: Tusindvis af kønsforvirrede børn svigtet
CEDAW
Forkortelse for Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination Against Women, FN's kvindekonvention. Konventionen blev vedtaget af FN's generalforsamling i 1979, og Danmark tiltrådte den i 1983. Den forpligter staterne til at afskaffe diskrimination af kvinder på alle samfundsområder, fx i uddannelse, arbejdsliv, sundhed og politik. Konventionen bygger på kvinder som biologisk køn og på den diskrimination, kvinder udsættes for netop på grund af deres køn.
Cis / Ciskønnet
Transmiljøets betegnelse for personer, der lever i overensstemmelse med deres biologiske køn – altså langt de fleste mennesker. Ordet kommer fra latin cis, “på samme side som”, som modstykke til trans, “på den anden side af”. Mange afviser betegnelsen, fordi den forudsætter, at alle har en kønsidentitet, og fordi den gør kvinder og mænd til en underkategori i deres eget køn. Mange kvinder og mænd lever ikke efter de kønsroller, der knyttes til deres køn, uden at det gør dem mindre til kvinder og mænd. Se Kønsidentitet
CKI
Center for Kønsidentitet, den offentlige enhed, der udreder og behandler dem fra 18 år og derover med kønsdysfori i Danmark. København, Odense og Aalborg har hvert sit center. Behandlingen af dem under 18 er centraliseret og sker i samarbejde mellem Region Hovedstadens Kompetencecenter for Kønsidentitet hos Børn og Unge (Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center) og Rigshospitalet. Der kræves udredning og en diagnose, før medicinsk eller kirurgisk behandling kan tilbydes – til forskel fra juridisk kønsskifte, hvor personens underskrift er nok.
D
Deadnaming
(Engelsk) Transmiljøets betegnelse for at bruge det navn, som en person havde inden sit kønsskifte, frem for det nye selvvalgte. Det er et stort ønske i transmiljøet at få “deadnaming” gjort strafbart, men i praksis synes det kun at være sket, hvor det indgår som en del af bevidst mobning. I fx Tyskland kan det udløse en bøde på op til 10.000 euro, hvis man forsætligt afslører en persons tidligere navn eller registrerede køn for at skade vedkommende.
Detransitioner
En person, der har fortrudt sit kønsskifte eller er ophørt med behandlingen af anden årsag – fx på grund af helbredsskader, fordi ubehaget viste sig at have andre årsager, fordi behandlingen ikke hjalp eller på grund af diskrimination. Der foreligger kun meget begrænset forskning i, hvor mange af de kønsskiftede der ophører med behandlingen. Tidligere blev nævnt omkring 1 pct., men tallet er stigende, og det er især unge piger. Årsagen til, at der savnes forskning, er typisk, at klinikkerne undlod at følge op. Klinikere anslår, at fortrydelse kan tage 5-10 år at melde sig.
Læs mere: Flere unge siger stop for kønsskiftebehandling, men Rigshospitalet ved ikke hvorfor
DSD
(Engelsk) Disorders (differences) of sex development. Medfødte tilstande, hvor kønsudviklingen afviger fra det typiske. Der findes omkring 40 forskellige DSD’er, og de er kønsspecifikke: de rammer enten mænd (fx Klinefelters syndrom) eller kvinder (fx Turners syndrom). I ca. 0,02 pct. af fødsler (2 ud af 10.000) kan barnets køn ikke umiddelbart bestemmes og kræver nærmere undersøgelse. Nogle DSD-tilstande viser sig kun på kønsorganerne, mens andre også påvirker andre organsystemer og den generelle udvikling eller er del af et komplekst syndrom.
E
Eunuk
En kastreret mand. WPATH’s vejledning SOC 8 har et selvstændigt kapitel om eunukker og beskriver eunuk som en kønsidentitet for drenge og mænd, der kan begrunde kastration (se SOC 8).
F
Fejlkønne
Transmiljøets betegnelse for at omtale en transkønnet i overensstemmelse med vedkommendes biologiske køn frem for den valgte kønsidentitet. Omverdenen påtvinges at bruge den transkønnedes nye pronomen ved omtale, og ikke det biologisk korrekte. Det er et stort ønske i transmiljøet at få det gjort strafbart, men i praksis synes det kun at være sket, hvor fejlkønning indgår som en del af bevidst mobning. Kaldes også miskønning.
Fødende far
Se Gravid mand
FTM
Female-to-Male. En kvinde, der mener at være en mand – en transmand. Personen kan også betegnes som en transidentificerende kvinde, hvilket bevarer oplysningen om personens køn.
G
GC
Gender
Engelsk ord, der på dansk oftest oversættes til køn, men som dækker flere ting: kønsroller (de forventninger et samfund knytter til de to køn), kønsudtryk – tøj, frisure, adfærd – og i nyere brug kønsidentitet. Den præcise definition af biologisk køn på engelsk er ordet sex. Sammenblandingen af gender og sex skaber forvirring, fordi køn kan iagttages og måles, mens kønsroller varierer med tid og kultur, og kønsidentitet er rent subjektiv.
Gender Critical
(Engelsk) Kønskritisk. At forholde sig kritisk til teorien om kønsidentitet. Kerneopfattelsen blev i britisk ret formuleret som troen på, at biologisk køn er virkeligt, væsentligt, uforanderligt og ikke må forveksles med kønsidentitet.
Typiske holdninger: man kan ikke skifte køn; børn er ikke født i den forkerte krop; kønsidentitetspolitik svækker kvinders særskilte rum og rettigheder, skader sårbare børn og indskrænker ytringsfriheden.
GnRH-agonist
Den medicinske betegnelse for stophormoner (gonadotropin-releasing hormone agonists), også kaldet pubertetsstoppere. Se Stophormon
Gravid mand
Transmænd (biologiske kvinder) “transitionerer” i varierende grad. Nogle kun socialt, andre medicinsk med mandlige hormoner og atter andre kirurgisk (se Kirurgisk kønsskifte). Mange vælger at beholde æggestokke og livmoder, fordi de vil bevare muligheden for at få egne børn. Disse præsenteres ofte som “gravide mænd” eller “fødende far”, men det er i praksis biologiske kvinder, der gør brug af deres kvindelige reproduktionssystem.
H
Hadtale
Ytringer, der nedgør eller tilskynder til fjendtlighed mod en gruppe. Begrebet er i kønsdebatten blevet strakt til også at dække faktuelle udsagn om biologisk køn og saglig kritik af behandlingspraksis. Den danske forgrening af Amnesty International har fx betegnet det som had at sige, at der kun findes to køn. Begrebet ses af nogle som problematisk, fordi det kan bruges til at indskrænke ytringsfriheden ud fra en meget subjektiv vurdering.
I
Induceret laktation
Induceret laktation hos transidentificerende mænd, også kaldet transkvinder, fremstilles i stigende grad som en reel mulighed for spædbarnsernæring, men evidensen er meget tynd. Den publicerede litteratur består først og fremmest af enkeltstående tilfælde. Ingen kliniske studier dokumenterer sikkerhed, ernæringsmæssig kvalitet eller muligheden for at ernære et spædbarn tilstrækkeligt. I de beskrevne tilfælde blev der fremkaldt et hvidligt sekret gennem bryststimulation og hormonel manipulation med bl.a. østrogener, progesteron og testosteronhæmmere samt det prolaktinfremmende lægemiddel domperidon, som har store begrænsninger i anvendelsen pga. bekymring for hjerteproblemer hos den, der tager midlet, og muligvis også hos barnet. Sekretmængden var i de centrale tilfælde utilstrækkelig.
Læs mere: En mands brystvorte i en babys mund
Intersex
Ældre betegnelse for DSD, i dag fravalgt af de fleste læger, fordi ordet fejlagtigt antyder et menneske mellem kønnene. Se DSD
J
Juridisk kønsskifte
At blive registreret som det modsatte køn i CPR-registret. I Danmark kræves alene, at man via en underskrift erklærer sig som det modsatte køn og bekræfter det seks måneder senere. Der stilles ingen krav om diagnose, udredning eller behandling. Personen får et nyt cpr-nummer, hvis sidste ciffer angiver det valgte køn. En af de uheldige konsekvenser ved den praksis – ofte kaldt selv-ID – er, at statistikker, hvor køn spiller en rolle, bliver upålidelige, da data forurenes.
K
Kirurgisk kønsskifte
Hos kvinder:
Typisk fjernelse af bryster (mastektomi). Nogle får også fjernet livmoder (hysterektomi). Fjernes æggestokkene desuden, kommer kvinden i overgangsalder. Kirurgisk konstruktion af et penislignende organ (falloplastik) med forlængelse af urinrøret tilbydes ikke i Danmark. Rigshospitalet har vurderet, at komplikationsraten på omkring 40-50 pct. ikke er lægefagligt acceptabel, hverken i Danmark eller i udlandet. En udgave uden urinrørsforlængelse tilbydes, men har også betydelige komplikationer.
Hos mænd:
Typisk indsættelse af brystimplantater, undertiden mindskning af adamsæblet, feminiserende ansigtskirurgi og ændret hårgrænse. Anslået 5-10 pct. lader sig kastrere og får skabt et vaginaimiterende hulrum, bl.a. ved at vende penisvævet indad på vrangen. Indgrebene kan give et tilfredsstillende udseende, men skaber ikke et fungerende kønsorgan.
Køn
Den grundlæggende biologiske opdeling af mennesker i hunkøn og hankøn ud fra den type kønsceller (også kaldet gameter), kroppen er indrettet til at producere: store ægceller (kvinder) eller små sædceller (mænd). Kønnet forankres ved sædcellens befrugtning af ægcellen og kan ikke ændres; det er indkodet i alle kroppens celler. Også mennesker med medfødte variationer i kønsudviklingen er enten mænd eller kvinder (se DSD). På dansk dækker ordet køn både det biologiske køn og det, der på engelsk hedder gender, som kan forstås som den sociale kønsrolle. Se Gender.
Læs mere: Biolog: »Naturvidenskabelige fagfæller må stemple ind i kønsskifte-debatten«
Kønsbekræftende behandling
Betegnelse, som LGBT+-organisationer og dele af medierne bruger om medicinsk og kirurgisk behandling af personer, der ønsker at skifte køn (på engelsk gender-affirming care). Ordet signalerer, at behandlingen bekræfter et køn, personen allerede har, og at den er det oplagte svar på kønsubehag. Sundhedsstyrelsens officielle betegnelse er den mere neutrale kønsmodificerende behandling eller kønsmodificerende kirurgi, som beskriver, hvad behandlingen gør: den ændrer kroppens kønskarakteristika, men ikke kønnet. Se Medicinsk kønsskifte
Kønsdysfori
Kønsidentitet
Det køn, en person føler eller mener sig at være, oftest baseret på, hvorvidt man mener at hælde mest til det ene eller det andet køns kønstereotyper. Det kan være det modsatte køn, det biologiske køn, begge eller ingen af delene.
Begrebet blev udviklet af klinikerne John Money og Robert Stoller i 1950’erne og 60’erne. Kønsidentitet er en teori og ikke en konstateret kendsgerning: den kan hverken iagttages, måles eller efterprøves, og den er derfor et tvivlsomt grundlag for medicinsk behandling og lovgivning. Hvor køns-nonkonforme børn og unge tidligere “bare” var lidt anderledes og ofte voksede fra det, finder nogle nu forklaringen i at “være født i det forkerte køns krop”.
Kønsidentitetsideologi
Den overbevisning, at et menneskes indre følelse af sit køn har prioritet over det biologiske køn og at det resterende samfund skal behandle en person som dets påståede køn i enhver sammenhæng.
Den centrale påstand om en medfødt kønsidentitet kan ikke iagttages, måles eller efterprøves, men den fremføres af transmiljøet som en kendsgerning og ikke en idé, man kan diskutere. På engelsk bruges oftest “gender ideology”.
Kønsinkongruens
At en person oplever uoverensstemmelse mellem sit biologiske køn og det køn, vedkommende mener sig at være. Betegnelsen afløste i 2022 “transseksualisme” i WHO’s diagnoseliste og blev samtidig flyttet fra kapitlet om psykiske lidelser til et nyt kapitel om seksuel sundhed. Kaldes også kønsdysfori eller kønsubehag.
Kønskritisk
Kønstest
I sportsverdenen har man i gamle dage kunnet finde på at kønsteste ved inspektion af kønsdele for at sikre, at kun kvinder deltog i kvindesport. I dag benyttes dog en blodprøve eller en vatpind, der drejes rundt på kindens inderside. Der testes for SRY-genet, der sidder på Y-kromosomet (mænd har XY-kromosomer). Det tager nogle dage i laboratoriet at få svar på en SRY-kønstest, men der arbejdes på en kønstest, der ligesom fx covid-testen klares hurtigt på stedet.
Hvis SRY-genet er “tændt”, vil det udløse et protein, der i fostret er startsignal for udviklingen af testiklerne, som producerer testosteron-kønshormonet. Barnet bliver en dreng. Hvis SRY-genet findes på vatpinden, men ikke “tændt” grundet dysfunktion eller mutation, udvikler personen sig til kvinde med livmoder, men ikke æggestokke (Swyers syndrom). Kvinder med Swyers deltager hos kvinderne, da de ikke har fået de konkurrencefordele, som testosteronen giver mænd, og som får fart på under den mandlige pubertet.
Krydshormon
Det modsatte køns kønshormoner: testosteron til kvinder og østrogen til mænd, der gives for i vist omfang at ændre kønskarakteristika i den ønskede retning. Flere af virkningerne er varige – hos kvinder dybere stemme, skægvækst og forstørret klitoris, hos mænd brystvæv. Det modsatte køns hormoner giver en del bivirkninger, herunder skadet kønsvæv og fertilitet. De skadelige langtidsvirkninger er ganske godt kendt for dem, der skifter køn i moden alder, men ikke for de unge, der påbegynder behandlingen tidligt.
Kvinde
Et voksent menneske af hunkøn. Dvs. af det køn, hvis biologi er indrettet til at producere den store kønscelle, ægcellen. Her er det underordnet, om reproduktionsorganerne er funktionsdygtige. En kvinde, der er infertil, gået i overgangsalderen, steriliseret m.m., er stadig en kvinde.
M
Mand
Et voksent menneske af hankøn. Dvs. af det køn, hvis biologi er indrettet til at producere den lille kønscelle, sædcellen. Her er det underordnet, om reproduktionsorganerne er funktionsdygtige. En mand, der er infertil, kastreret m.m., er stadig en mand.
Medicinsk kønsskifte
Voksne kvinder behandles primært med testosteron, voksne mænd med østrogen. Børn på vej i puberteten sættes på stophormoner, der hindrer den normale udvikling: kønsbehåring, pigers brystudvikling, drenges penisvækst og stemmeskift. På grund af manglende evidens for, at behandlingen gavner mere end den skader, har bl.a. Finland, Sverige, Norge, Danmark og Storbritannien kraftigt begrænset brugen hos børn og unge.
MTF
Male-to-Female. En mand, der ser sig selv som kvinde – en transkvinde. Personen kan også betegnes som en transidentificerende mand, hvilket bevarer oplysningen om personens køn.
N
Non-binær
En person, der mener sig at være både mand og kvinde eller ingen af delene. Vælges ofte som afstandtagen fra stereotype kønsroller, og ikke fordi personerne har medfødte DSD-tilstande; som udgangspunkt har disse personer sunde, raske kroppe. Nogle kvinder vælger at få fjernet brysterne som en del af deres non-binære identitetsforståelse. At afvise kønsroller eller erklære sig non-binær ændrer ikke en persons køn.
O
Omvendelsesterapi
Oprindeligt betegnelsen for terapi, der forsøgte at omvende homoseksuelle til heteroseksualitet. Metoderne, herunder omvendelse via fysisk eller psykisk vold, var skadelige og er forbudt i de fleste vestlige lande som en del af den almindelige lovgivning mod vold. Men begrebet omvendelsesterapi er blevet udvidet til også at dække kønsidentitet, altså følelsen af køn.
Fra transmiljøets side ses krav om, at den unge udelukkende skal bekræftes i sin nye kønsidentitet, og der presses på for at få forbud mod omvendelsesterapi. Det er lykkedes i flere lande, men formuleringen er ofte så bred, at den kan gøre professionel samtaleterapi strafbar, ligesom forældre og andre i barnets omverden, der ikke bare bekræfter deres barn, vil kunne politianmeldes.
Ifølge Cass-rapporten er det skadeligt at sidestille udforskende terapi med omvendelsesterapi, fordi det kan afskære unge fra den støtte, de har brug for. Flertallet af de unge, der mener sig at have kønsdysfori, har en eller flere diagnoser for psykiske lidelser, der i sig selv kan føre til ubehag ved eget køn.
P
Packing
(Engelsk) At en pige eller kvinde lægger materiale i undertøjet for at fremstå med en penis. Det kan fx være en knyttet sok, men på nettet findes også packing-produkter. Til forskel fra binding og tucking er praksissen ikke fysisk skadelig. Der er ikke evidens for, at den lindrer kønsubehag.
Pubertetsblokker
Se Stophormon
Pubertetsstopper
Se Stophormon
Q
Queerteori
Queerteori er en teoretisk retning, der undersøger, hvordan forestillinger om køn og seksualitet bliver skabt, og hvorfor nogle måder at leve på opfattes som normale, mens andre bliver set som afvigende. Tilskrives oftest filosoffen Judith Butler, der i 1980’erne formulerede idéen om, at køn ikke er noget, man er, men noget, man “performer”.
R
Radikalfeminist
Feministisk retning, der ser kønsroller som et undertrykkelsessystem, samfundet pålægger kvinder, og som derfor bør afskaffes frem for bekræftes. Radikalfeminister var blandt de første til at kritisere kønsidentitetsteorien, fordi den efter deres opfattelse gør kønsroller til noget indre og medfødt i stedet for noget pålagt.
ROGD
Rapid Onset Gender Dysphoria (hurtigt opstået kønsdysfori). Beskriver et iagttaget fænomen, hvor unge – særligt piger – pludselig ønsker at skifte køn uden tidligere at have vist tegn på kønsdysfori. Ønsket ses ofte opstå i forbindelse med venskabsgrupper og internetfællesskaber.
Begrebet blev formuleret af lægen og forskeren Lisa Littman. ROGD er ikke en anerkendt diagnose, og i transmiljøet benægtes, at der kan være tale om social smitte. Ifølge bredere forskning er især piger modtagelige for social smitte, og det er blandt andet set med spiseforstyrrelser og selvskade.
S
Safe-spaces
(Engelsk) Oprindeligt betegnelse for et sted, hvor en udsat gruppe kan være i fred for chikane og diskrimination. I kønsdebatten bruges det om især kvinders rum eller kønsspecifikke rum: omklædningsrum, toiletter, krisecentre, fængsler, hospitalsstuer og lignende, der er forbeholdt kvinder af hensyn til deres sikkerhed og privatliv.
Udtrykket bruges også bredere om miljøer, hvor man ikke skal udsættes for synspunkter, man finder krænkende. Se Selv-ID
Selv-ID
Betegnelsen for, at personen selv afgør sit køn og derfor selv kan ændre sit køn via et juridisk kønsskifte. I Danmark har det juridiske kønsskifte siden 2014 blot fordret en underskrevet anmodning på nettet om kønsskifte, som personen skal bekræfte seks måneder senere – tidligere krævede det både en diagnose og kastration.
Selv-ID giver flere problemer, herunder vedrørende kvinders ret til kun-for-kvinder-sfærer uden mandekroppe, hvor de er sårbare. Mænds selv-ID til kvinde gør kvinder til en mixed-køn-klasse, hvilket påvirker drøftelser, afgørelser og statistikker i relation til kvinders ligestilling, udsathed og andre forhold.
I nogle lande anerkendes verbal selv-ID, så registrering som værende det modsatte køn ikke fordrer et juridisk kønsskifte.
Sexologisk Klinik
Klinik på Rigshospitalet, der i mange år stod for udredning og behandling af kønsdysfori og var det eneste sted for børn og unge under 18 år. Opgaven er sidenhen omlagt (se CKI). Klinikken blev fra transaktivistisk hold kritiseret for at være for tilbageholdende og for langsom. I modsætning til flere klinikker i udlandet fastholdt Sexologisk Klinik behovet for en grundig udredning.
Sissy-porno
En pornogenre, der henvender sig til mænd, med en mand som aktør i en kvinderolle som seksuelt objekt og/eller som noget ydmygende at være. Genrens grundpræmis er, at det at være kvinde i sig selv er nedværdigende. Typisk optræder mænd i kvindeligt undertøj, makeup og andre kvindelige attributter i scener med seksuel underkastelse.
Et centralt element er “tvungen feminisering” (forced feminization): en erotisering af forestillingen om at blive gjort til kvinde mod sin vilje gennem påklædning, makeup og underdanighed, og af den ydmygelse, det medfører.
SOC 8
Standards of Care 8, den nyeste vejledning i kønsskiftebehandling fra organisationen WPATH (The World Professional Association for Transgender Health). Det er en organisation bestående af professionelle behandlere og interessegrupper, heriblandt pharma og LGBT-organisationer.
Vejledningen afskaffede de nedre aldersgrænser for kønsskiftemedicin og -kirurgi, og et planlagt kapitel om etik udgik af den endelige udgave. Transparaplyen blev desuden udvidet med kategorien “eunuk”. Ifølge WPATH bør mænd, der kræver sig kastreret, få opfyldt kravet på det offentliges regning eller forsikringsbetalt.
Tidligere SOC-vejledninger blev bredt betragtet som bedste praksis og lå i vidt omfang til grund for Sundhedsstyrelsens vejledning fra 2018. Cass-rapporten påviste, at anbefalingerne i vejledningen i vid udstrækning hviler på gensidige henvisninger (cirkelreferencer) mellem få studier frem for selvstændig evidens.
WPATH er p.t. sagsøgt i en retssag i USA, anlagt af Federal Trade Commission (FTC) samt fire delstater, for vildledende, udokumenterede og falske påstande. WPATH har nu erkendt, at vejledningen ikke er baseret på systematisk evidens.
Socialt kønsskifte
De ikke-medicinske skridt, en person tager for at fremstå som det modsatte køn: nyt navn, nye stedord, ændret tøj og hår, brug af det andet køns faciliteter. Cass-rapporten beskriver social transition som et betydeligt psykologisk indgreb, ikke som en neutral handling, og peger på, at den kan fastholde frem for at lindre kønsubehaget og øger sandsynligheden for senere medicinsk behandling. Social transition kræver omverdenens deltagelse, og afvigelse af dette opfattes fra transmiljøets side som en afvisning af en persons påståede kønsidentitet, for nogle endda deres eksistens.
SRS
Sex Reassignment Surgery, kirurgisk kønsskifte. Se Kirurgisk kønsskifte
Stophormon
Hormon, der stopper kroppens produktion af dens naturlige kønshormon. Bruges bl.a. mod prostatakræft og blev tidligere brugt til kemisk kastration af kriminelle mænd. Stophormonerne er godkendt til brug hos børn, der på grund af hormonforstyrrelser kommer alt for tidligt i puberteten, men de er aldrig blevet godkendt til kønsskiftebehandling af teenagere. På kønsidentitetsklinikker bruges de til at standse kroppens normale udvikling under puberteten. Blandt bivirkningerne er skader på fertilitet og knogletæthed. Dyreforsøg tyder på, at hjernens udvikling hæmmes uopretteligt, men der foreligger endnu ingen forskning vedrørende de kønsskiftede unge. Næsten alle børn, der påbegynder stophormoner, fortsætter til krydshormoner, hvilket taler imod, at behandlingen blot giver en betænkningstid. Medicinsk betegnelse: GnRH-agonist.
T
TERF
Forkortelse for Trans-Exclusionary Radical Feminist (transekskluderende radikalfeminist). Oprindeligt en betegnelse for radikalfeminister, der afviser, at mænd kan være kvinder – en gruppe, der tidligt advarede om, at transbevægelsen ville underminere kvinders rettigheder. I dag bruges ordet bredt som skældsord mod enhver, der ytrer kønskritiske synspunkter, også folk uden feministisk tilknytning. Det fungerer som et middel til at lukke samtalen og sætte debatører uden for indflydelse. En del af de stemplede har dog taget betegnelsen til sig som intern jargon.
The Dutch Protocol
Betegnelsen for et ældre, mindre hollandsk studie med kønsskifte af børn under 18 år, der kom til at ligge til grund for kønsskiftebehandling af børn og unge i andre lande og blev en del af en international behandlingsstandard (se WPATH). I det hollandske studie indgik udelukkende personer, der helt fra små havde følt sig forkert i deres køn, som ikke havde diagnoser for psykiske lidelser, og som var støttet af bekræftende forældre. Forskningen pågik mest i 1990’erne, og gruppen adskiller sig drastisk fra den gruppe teenagere, der fra cirka 2015 pludselig begyndte at mene sig transkønnede. Disse unge præges ikke af tidlig kønsdysfori, majoriteten af dem har en eller flere diagnoser for psykiske lidelser, og ikke alle forældre mener, at kønsskiftebehandling er det rette for barnet.
Tildelt køn
Transmiljøets betegnelse for det registrerede køn ved fødslen. Betegnelsen er misvisende, da et barns køn ikke “tildeles”, men observeres og registreres. Bruges ofte for at undgå betegnelsen “biologisk køn”. Kønnet forankres ved befrugtningen og afgøres af, om sædcellen leverer et X- eller Y-kromosom. Under graviditeten kan kønnet observeres ved scanninger og blodprøver. I få tilfælde er der grundet variationer i kønsudviklingen (se DSD) ikke entydige ydre kønsdele, så kønnet belyses efterfølgende, fx via blodprøver, hormonanalyser og måske billeddiagnostik (ultralyd eller MRI-scanning).
Topkirurgi
Transmiljøets betegnelse for især mastektomi, dvs. operation, hvor en kvindes bryster fjernes for at få et maskulint udtryk. På engelsk Top Surgery. Nogle bruger det også om transkvinder, altså mænd, der får brystimplantater, mindskning af adamsæblet og feminiserende ansigtskirurgi. Se Kirurgisk kønsskifte
Transbevægelsen
Samlebetegnelse for de organisationer og aktivister, der arbejder for, at kønsidentitet (følelsen af køn) skal ligestilles med eller have forrang for biologisk køn i lovgivning, sundhedsvæsen, skoler, sport mm.
Bevægelsens lobbyister har opnået betydelig indflydelse på love og institutioner uden en bred offentlig debat om konsekvenserne for kvinder. Fx blev kvindelige eliteatleter aldrig spurgt, om de fandt det o.k. at inkludere transkvinder i kvindeklassen, ligesom kvinder ikke er blevet spurgt, om de er o.k. med tilstedeværelsen af mandekroppe i omklædningsrum.
Kritik mødes ofte med beskyldninger om transfobi frem for modargumenter (se Transfobi). Ordet transideologi benyttes også om bevægelsen (ideologi = et samlet sæt af idéer, værdier og holdninger).
Transfobi
Betegnelse for fjendtlighed mod transpersoner. I praksis bruges ordet også om folk, der blot betvivler, at man kan skifte køn, eller stiller spørgsmålstegn ved behandlingens sikkerhed. Ved at kalde dette transfobisk forhindres en nødvendig faglig samtale. Fjendtlighed mod transpersoner er reel og bør selvfølgelig afvises; uenighed om biologi og behandlingspraksis er noget andet.
Transidentificerende kvinde
En kvinde, der identificerer sig som mand. Transmiljøets egen betegnelse er “transmand”, men det ses ofte misforstået som en mand, der er transitioneret. Udtrykket “transidentificerende kvinde” bevarer oplysningen om personens køn, hvilket bl.a. har betydning i sundhedsvæsenet, i statistik og debat om kønsspecifikke rum.
Transidentificerende mand
En mand, der identificerer sig som kvinde. Transmiljøets egen betegnelse er “transkvinde”, men det ses ofte misforstået som en kvinde, der er transitioneret. Udtrykket “transidentificerende mand” bevarer oplysningen om personens køn, hvilket bl.a. har betydning i sundhedsvæsenet, i statistik og debat om kønsspecifikke rum.
Transkønnet
Paraplybetegnelse for personer, der mener at være andet end deres biologiske køn. Ordene er de mest udbredte i danske medier, i sundhedsvæsenet og i LGBT+-organisationernes materiale. Den løse definition har gjort, at betegnelsen gradvist er blevet udvidet og rummer i dag bl.a.:
Transkvinde
Mand med kønsdysfori, som identificerer sig som kvinde. Se Transidentificerende mand
Transmand
Kvinde med kønsdysfori, som identificerer sig som mand. Se Transidentificerende kvinde
Transperson
Se Transkønnet
Transvestit
En person – oftest en mand – der klæder sig i det modsatte køns tøj uden nødvendigvis at ønske at være det modsatte køn. For nogle er der tale om en fetich, for andre ikke. Betegnelsen var almindelig, før transkønnet blev det gængse ord, og dækkede tidligere en bredere gruppe end i dag.
Tucking
(Engelsk) At en dreng eller mand presser kønsdelene bagud eller op i lyskekanalen og fikserer dem med tape eller stramt undertøj for at fremstå fladt feminin i skridtet. Der findes færre undersøgelser af dette end af binding, men de foreliggende peger på risiko for hudinfektioner, smerter, testikelsnoning og skadet fertilitet.
Two-Spirit
(Engelsk) Et begreb, der ofte tillægges gamle indianske kulturer, men som først kom i brug i 1990’erne som erstatning for et ældre, nedsættende ord.
Det bruges ofte af aktivister og dele af LGBT-forskningen som historisk belæg for queer- og transidentiteter. Men der findes ikke én samlet indiansk kultur eller spiritualitet: USA har over 500 føderalt anerkendte stammer, og historisk er der talt flere hundrede sprog. Spredte europæiske beretninger fra 1500- til 1800-tallet nævner personer i nogle indianske samfund, der brød med de gængse kønsroller, mens de ikke nævnes i andre. Beretningerne beskriver sociale roller, rituelle funktioner, seksualitet eller kropslige variationer, ikke en forestilling om at være “født i det forkerte køn”. Kilderne er få, farvet af de europæiske iagttageres fordomme og svære at tolke.
Historikeren Gregory Smithers kritiserer derfor romantiserende fremstillinger og påpeger, at kildegrundlaget er for tyndt til sikre konklusioner.
Kilde: Smithers, Gregory. (2014). Cherokee “Two Spirits”: Gender, Ritual, and Spirituality in the Native South. Early American Studies: An Interdisciplinary Journal. 12. 626-651. 10.1353/eam.2014.0023.
W
WPATH
World Professional Association for Transgender Health, den internationale organisation, der udgiver Standards of Care for kønsskiftebehandling. Organisationen har udviklet sig til snarere at være en interesseorganisation end et fagligt organ, og dens anbefalinger hviler på svag evidens, til tider alene på holdninger.
Cass-rapporten påviste en cirkulær henvisningspraksis, hvor WPATH og andre organisationer gensidigt citerede hinanden og derved skabte indtryk af en faglig enighed, som der ikke er evidens for.
Et læk af organisationens interne dokumenter og samtaler, de såkaldte WPATH Files, viser, at WPATH ikke lever op til standarderne for evidensbaseret medicin. Det fremgår også, at medlemmerne er fuldt bevidste om, at børn og unge ikke kan forstå de livsvarige konsekvenser af “kønsbekræftende behandling” – og at forældrene i nogle tilfælde heller ikke kan, fordi de mangler tilstrækkelig sundhedsforståelse. WPATH har i sin nyeste vejledning fjernet nedre aldersgrænser for behandling.
Se SOC 8, hvor der også orienteres om en aktuel retssag mod WPATH for vildledende, udokumenterede og falske påstande.
Den danske Sundhedsstyrelse angiver i sin vejledning WPATH som garant for kvalitet, ligeså CKI i Aalborg.
X
XX-kromosomer
Kromosomparret hos kvinder. Ægcellen bidrager altid med et X; når sædcellen også bidrager med et X, følger fostret den kvindelige udviklingsvej.
XY-kromosomer
Kromosomparret hos mænd. Når sædcellen bidrager med et Y, følger fostret den mandlige udviklingsvej. Kombinationen afgøres ved befrugtningen og kan ikke ændres senere.
Y
Yogyakarta-principperne
En række principper for, hvordan menneskerettighederne skal anvendes på seksuel orientering og kønsidentitet. De blev udarbejdet af en gruppe menneskeretseksperter og aktivister på et møde i Yogyakarta i Indonesien i 2006 og udvidet i 2017. Principperne er ikke vedtaget af FN eller af nogen stat og er ikke juridisk bindende. Alligevel bruges de ofte, som om de var en del af international ret. De definerer kønsidentitet som en dybtfølt indre oplevelse af køn og opfordrer staterne til at anerkende juridisk kønsskifte uden krav om diagnose eller behandling. Udvidelsen fra 2017 opfordrer desuden staterne til helt at fjerne registreringen af køn i pas og andre identitetspapirer. Se Selv-ID
Opslagsord (0)
Nævnt i forklaringer (0)
Ingen ord matcher din søgning.