Oprindeligt betegnelsen for terapi, der forsøgte at omvende homoseksuelle til heteroseksualitet. Metoderne, herunder omvendelse via fysisk eller psykisk vold, var skadelige og er forbudt i de fleste vestlige lande som en del af den almindelige lovgivning mod vold. Men begrebet omvendelsesterapi er blevet udvidet til også at dække kønsidentitet, altså følelsen af køn.
Fra transmiljøets side ses krav om, at den unge udelukkende skal bekræftes i sin nye kønsidentitet, og der presses på for at få forbud mod omvendelsesterapi. Det er lykkedes i flere lande, men formuleringen er ofte så bred, at den kan gøre professionel samtaleterapi strafbar, ligesom forældre og andre i barnets omverden, der ikke bare bekræfter deres barn, vil kunne politianmeldes.
Ifølge Cass-rapporten er det skadeligt at sidestille udforskende terapi med omvendelsesterapi, fordi det kan afskære unge fra den støtte, de har brug for. Flertallet af de unge, der mener sig at have kønsdysfori, har en eller flere diagnoser for psykiske lidelser, der i sig selv kan føre til ubehag ved eget køn.