Kønstest

I sportsverdenen har man i gamle dage kunnet finde på at kønsteste ved inspektion af kønsdele for at sikre, at kun kvinder deltog i kvindesport. I dag benyttes dog en blodprøve eller en vatpind, der drejes rundt på kindens inderside. Der testes for SRY-genet, der sidder på Y-kromosomet (mænd har XY-kromosomer). Det tager nogle dage i laboratoriet at få svar på en SRY-kønstest, men der arbejdes på en kønstest, der ligesom fx covid-testen klares hurtigt på stedet.

Hvis SRY-genet er “tændt”, vil det udløse et protein, der i fostret er startsignal for udviklingen af testiklerne, som producerer testosteron-kønshormonet. Barnet bliver en dreng. Hvis SRY-genet findes på vatpinden, men ikke “tændt” grundet dysfunktion eller mutation, udvikler personen sig til kvinde med livmoder, men ikke æggestokke (Swyers syndrom). Kvinder med Swyers deltager hos kvinderne, da de ikke har fået de konkurrencefordele, som testosteronen giver mænd, og som får fart på under den mandlige pubertet.